Jeg drømte i nat, om en mand med slanke hofter og jeg har mine mistanker om hvorfor; det er fordi jeg har trådt et glasskår op i hælen, fordi jeg snart skal faste og fordi jeg har genlæst passager i mine gamle dagbøger.
Mænd er mærkelige. Deres indflydelse, jeg bliver skræmmende i deres selskab. Irriterende, rødmende, arrogant. Genert. Hvad er det dog for noget?
Vi er alle bare mennesker, gu er vi ej. Bare. Jeg tror ikke, vi har helt de samme forudsætninger for at forstå hinanden. Kemi, se, det er en anden sag… Men forståelse, køn og kultur det spiller altså ind.
Jeg er lige kommet hjem fra Sri Lanka, mændene der, er små og smukke, mørke og smilende. Lidt hårdere i trækkende end Indonesiske, men små på samme måde. Der er noget ved dem, ligesom der er noget ved vikinger. Noget skønhed og noget mand.
Men så lander jeg i Kastrup, så går jeg på gaden, så genser jeg mine brødre, medstuderende, venner og jeg må erkende; Danske mænd, de er sgu de dejligste. For mig, og det har noget med genkendelighed at gøre. En følelse af, at have muligheden for at kunne nå hinanden. En gensidighed.
Og så alligevel. Andre mennesker er mærkelige. Min kultur er mærkelig. Hvorfor rører vi ikke mere ved hinanden? Smiler? Hvorfor kysser vi ikke mere? Til undervisning i mandags, fik jeg en sådan lyst til at kramme en af underviserne. Slå armene om ham og stå sådan. Længe. Ikke fordi jeg er forelsket i ham, men bare fordi, en ømhed for ham kom op i mig. Naturligvis gjorde jeg det ikke, hvad ville han/de andre/jeg selv dog ikke tænke? Og hvad ville det ikke risikere at føre til!
Det er vel lige præcis de to ting, som skræmmer mig; hvad vil de andre tænke, og hvad der kunne ske. Tænk hvis man (jeg) blev afhængig af den berøring? Og samtidig fordømt?
Jeg ville føle mig fortabt. Udstødt, også af mig selv.
Det føles ikke som manglende mod, det føles som en velkalkuleret risikoberegning. Men måske tager jeg fejl.
I går morges sad jeg og spiste havregrød med min femårige søn. Han nynner, jeg synes jeg kan genkende melodien, så jeg spørger ham. Han putter sig ind til mig og synger ganske stille, med sin klare drengestemme: “Kom og løft mig op, løft mig op, til jeg føler at jeg svæver…”
Den følelse. Af barndom og eventyr og leende nærvær. De havde sunget sangen i børnehaven, min mor sang den for mig, da jeg var lille. Det er en gammel Trille-sang, ‘Kom og løft mig op’ – måske skal nutidens forældre være taknemmelige for nutidens børnehaver 
